Menu

U14-pigerne hentede et flot point mod topholdet fra Odense

image
Carsten Gløvermose Nielsen
14. maj 2021 kl. 12:53
U14-pigerne spiller i foråret i den stærke liga 1B-sydkreds med stærke hold som Silkeborg, Horsens, Rødekro og Team Odense Q.

Holdsponsor: Djurslands Bank

Især fynboerne har fra sæsonstarten set skræmmende ud med sejre på 8-0, to gange 6-0 og 9-0, så forventningerne til point på kunststofbanen ved Tarup/Paarup-hallen var ved afgang fra Grenaa måske ikke så høje. Pigerne ville det dog anderledes og gav de stærke fynboer kamp til stregen, satte sig i respekt og hentede et flot point hjem til Djursland med slutresultatet 2-2.

Under opvarmningen i det fynske var der ellers ikke meget, der tydede på pointhøst til pigerne fra Grenaa: fynboerne virkede skræmmende og teknisk dygtige i deres opvarmningsøvelser, der foregik i et virkeligt højt tempo. Omvendt virkede GIF-pigerne trætte og modløse efter den lange køretur ned gennem Jylland. Men da dommer Emil Bekker Larsen fløjtede kampen i gang klokken 13, var pigerne som forvandlet. Der var knap spillet 20 sekunder, før bolden blev erobret på midtbanen og spillet ud til Emmely Hougaard, der med en dyb stikning fandt Frederikke Basballe, som havde fundet et hul mellem to Odense-forsvarere. Basballe tog et par hurtige træk og fik afsluttet fladt mod den ene opstander, men Odense-målmanden fik flot pareret til hjørnespark.

1-0 efter 1 minut

Så var scenen sat, fynboerne var advaret, og GIF-pigerne tankede straks mental brændstof. Og brændstoftanken blev fyldt helt op, da Emmely Hougaard på det efterfølgende hjørnespark lagde en perfekt bold ind i feltet, hvor Laura Gløvermose Nielsen timede sit løb rigtigt fint og løb direkte ind i boldens bane og pandebraskede læderet i nettet. 1-0 til GIF! Fynboerne var rystede.

I de følgende minutter forsøgte Odense at få gang i deres spil, men gang på gang trevlede vores stærke piger deres opstil op og satte sig hårdt på kampen med syngende tacklinger. Bagkæden med Cecilie Plougmann, Nana Vedersø, Eline Pedersen og Freja Pertou stod kompakt, og på den defensive midtbane ydede Rosa Margrethe Bonde og Martha Ann Bilde Healy en solid oprydningsindsats. Fynboerne havde således svært ved at kommende igennem Grenaa-forsvaret, som blev hjulpet rigtigt godt af et konstant aggressivt pres fra Frederikke Basballen og Emmely Hougaard i front bakket op af Emma Søgaard og Laura Gløvermose Nielsen på den offensive midtbane. Fynboerne slog sig gang på gang på vores stærke piger, og man fik efterhånden en fornemmelse af, at de var ved at miste modet.

1-1 på fremragende fynsk langskud

Efter 25 minutter fik Martha Healy en tiltrængt pause, og ind kom Malou Nielsen, der med sin fart gav Grenaa-pigerne endnu et våben i form af farlige kontra-angreb. I minutterne op mod pausen kunne det lige så godt været blevet 2-0 til GIF på en af vores farlige hurtige angreb, men bedst som holdet havde greb om kampen, viste Odense deres klasse: et par hurtige driblinger fra Caroline Noltensmejer satte et par mand, så vi pludselig stod i ubalance, en hurtig aflevering til Julie Breiner, der ligeledes med en flot teknisk detalje satte sin oppasser, to træk med bolden og så et drømme-hug langt op i hjørnet helt uden chance for målmand Mia Smidstrup, som i hele kampen ellers var sikkerheden selv. 1-1!

Pausen brugte træner Jesper Hansen og Peter Vedersø på at finpudse opstillingen og rose pigerne for en fremragende første halvleg. Spørgsmålet lyste ud af de engagerede trænere ved 2. halvlegs start: kunne pigerne holde til det høje tempo i endnu en runde på 35 lange minutter?

Lang 2. halvleg

Og igen gjorde pigerne tvivlen til skamme: de første 15 minutter af 2. halvleg bølgede spillet frem og tilbage. Igen gik pigerne hårdt til værks over for de rapfodede fynboer, og sjældent har man set en U14-kamp med så mange frispark. Taktikken brød dog fynboernes rytme, og det var tydeligt, at det frustrerede dem. Knap midt i halvlegen kunne det godt se ud som om, at begge hold måske var mest interesserede i at køre en uafgjort 1-1 hjem og sparre kræfterne til det kommende hårde kampprogram, men angriber Emmely Hougaard ville det anderledes: efter 50 minutter satte hun sin direkte modstander af ved sidelinjen og begyndte et af sine lynhurtige ryk – ikke mod mållinjen, men direkte mod mål. Det overraskede Odenses forsvar, og pludselig var Hougaard alene med målmanden i feltets højre side. Hougaard tippede flot bolden ind over målmanden i det, som alle troede var en afslutning, der havde fået lidt for lidt fart til at nå over mållinjen. Men på fremragende vis havde hun fornemmet, at Laura Gløvermose Nielsen havde startet sit løb ind i feltet på det helt rigtige tidspunkt og nærmest som trold af en æske dukkede op mellem 3-4 Odense-forsvarere og prikkede assisten i kassen. 2-1 til GIF med knap 18-19 minutter igen!   

Desværre blev Emmely Hougaard i samme frekvens flæsket af Odenses målmand og måtte lade sig udskifte, og selvom målet gav energi og tro på tingene, så var det tydeligt, at pigerne langsomt begyndte at løbe tør for kræfter. Odenses pres på GIF’s mål blev tungere og tungere, men igen og igen blev angrebene afvist af vores stærkt kæmpende, men også trætte piger. Med 11 minutter igen kom der lidt ny energi på banen i skikkelse af 2008’eren Julie Nitschke, der løb og løb, men de sidste minutter af kampen blev lange!

Udligning 4 minutter før tid

Med 4 minutter igen kom udligningen: Eline Pedersen og Laura Gløvermose Nielsen gik lidt for hårdt til en Odense-angriber i feltet, og dommer Emil Bekker Larsen pegede helt korrekt på pletten. Mia Smidstrup læste dog på fin vis Victoria Vesterborgs straffesparkskud, men fik kun lige handsken på bolden, inden den strøg i netmaskerne til slutresultatet 2-2, som i alt i alt må siges at være et fair resultat mod et rigtigt stærkt og teknisk dygtigt Odense-mandskab.

Pigerne og trænerteamet var stolte, men også en smule skuffede efter slutfløjtet: sejren var jo virkeligt inden for rækkevidde. Heldigvis får holdet chancen for at hive alle 3 point hjem, når odenseanerne allerede fredag den 21. maj kl. 18:30 gæster HSM Arena – en kamp som spilles på stadion. Allerede på tirsdag den 18. maj kl. 18:45 skal pigerne dog i kamp igen, hvor Silkeborg IF Q gæster Grenaa.

Luk