Menu

Succes for U14 piger i Liga 1B

image Bagerst fra venstre: Frederikke Hansen, Rosa Margrethe Kragh, Emma Søgaard, Emmely Hougaard, Malou Nielsen, Sofie Trælle, og Mathilde Kirk Forrest fra venstre: Freja Pertou, Lou Mikkelsen, Laura Nielsen, Mia Smidstrup, Cecilie Plougmann, Nana Vedersø og Eline Pedersen
01. oktober 2020 kl. 11:15

U14 fodboldpiger fra Grenaa IF, vandt deres Liga 2 pulje, og skal efter ombrydningen spille resten af efterårssæsonen i Liga-1B. Oprykningen blev reelt sikret ved 1-0 hjemmesejren over Galten IF, da man så var sikker på enten at blive nr. 1 i puljen eller blive den bedste to’er i de 4 liga-2 puljer. Holdet sluttede dog på førstepladsen 2 point foran Lyseng, som i deres sidste kamp måtte nøjes med uafgjort mod Romalt.

Kampen mod Galten blev lige akkurat så spændende som man havde forventet. Holdene stod godt til hinanden, og man kunne tydeligt se kampens betydning på pigerne, som startede lidt nervøst, men med en kæmpe arbejdsindsats lykkedes det for Emma Søgaard at lukke ned for Galtens bedste spiller og midtbanedynamo Tilde Andersen, hvilket gav Grenaa pigerne et overtag på midtbanen, og de kunne herfra sætte spillet. Flere gode kombinationer over kanterne skabte gode muligheder uden dog at skabe de helt store chancer. Dette lykkedes efter en halv time, hvor Emmely Hougaard får bolden sendt på tværs i felten til en helt fri Frederikke Hansen, som med en behersket inderside, bliver kampens matchvinder med målet til 1-0.

I anden halvleg kommer Galten mere med i kampen, og det bliver til flere gode muligheder i begge ender. En af mulighederne til Galten ender i et korrekt dømt straffespark. Galtenspilleren forsøger at lokke målmanden til at gå til venstre, men Mia Smidstrup i målet lader sig ikke lokke, og kan nemt redde skuddet, som sidder lige i midten af målet. I slutningen af kampen pressede Galten på for en udligning, men Grenaa forsvaret kæmpede og holdt stand. Noget de i øvrigt har gjort i alle deres kampe i denne sæson, så holdet slutter med en målscorer på 12-0 for 5 kampe.

Holdet har været i pulje med Romalt, Assentoft/Vorup, Lyseng, Galten og VejlbyRisskov (VRI) og kun sat point til mod Lyseng, hvor holdet spillede 0-0 i en meget medrivende kamp.

Efter ombrydningen skal holdet så prøve kræfter med Liga 1, så selvom det bliver svært, så kommer pigerne til at lære en masse, når de skal op mod de stærke Liga-1B hold. Liga’en er delt i 2 puljer, som dækker hele Jylland/Fyn, og Grenaa holdet er kommet  i den nordlige pulje, hvor de skal møde hold fra Jetsmark, Thisted, Ålborg, Viborg, Hobro og Silkeborg, så der venter pigerne nogle lange ture nord på her i efteråret. Holdet startede på hjemmebane mod Gistrup, som også var oprykker fra Liga 2. GIF havde placeret kampen på stadion, hvilket gav pigerne et ekstra bust. Efter en lidt nervøs start fik GIF-pigerne langsomt greb om kampen, og tog en sikker 4-0 sejr.

Derefter gik turen til Viborg Q, som har været en fast del af Liga 1, så nu skulle vi virkelig måle, hvor vi lå henne ifht niveauet for etablere Liga 1 hold.

Viborg startede som lyn og torden, og pigerne blev presset tilbage på banen. Viborgs pres resulterede også i et føringsmål efter 7 min, og så kunne man frygte det værste. Men pigerne ville det anderledes. Forsvaret fik helt styr på Viborgs angribere, og GIF flyttede spillet længere frem på banen, og en perfekt stikning fra Mathilde i dybden sender Frederikke afsted og hun afslutter sikkert. 11 minutter spillet og udligning til 1-1. GIF pigerne begyndte at tilspille sig flere gode chancer, samtidigt med at forsvaret lukker fint af, og kort før pausen ligger bolden igen i maskerne bag Viborgmålmanden. Igen er det Frederikke som meget flot på 25 meters afstand opfanger en returbold, ser at målmanden er langt ude, og med et flot langskud sender hun bolden ind over den sagesløse målmand, og GIF kan gå til pausen med en 2-1 føring.

I anden halvleg kommer Viborg længere frem på banen, for at få en udligning, men dette giver plads til vores skarpe kontraspil. Det skal dog siges at vi i flere perioder var under pres, men med forbilledligt fight fra alle over hele banen, lykkedes det at afvise Viborg, og i kampens sidste minutter vinder Laura en 2. bold midt på banen, og helt efter spilbogen sender hun Rosa afsted på højrekanten. Rosa løber til baglinjen og sender den perfekt forbi målmand og forsvar ind til Laura, der er løbet med i feltet, og som stille og roligt kan sætte indersiden på til 3-1. Flot mål lige efter fodboldbogens ABC.

Nu har U14 holdet vist at fødekæden til FC Djursland er på plads, og pigerne glæder sig til at se, hvor langt evnerne og talentet rækker. Vi andre glæder os til de kommende kampe,

 

Her er de glade Grenaa U14 piger efter sejren over Galten, og som nu spiller i Liga 1.

Luk